Indtryk og Minder fra Dybbøl

I Februar 1861 blev jeg tilligemed de andre antagne Officersaspiranter til Infanteriet indkaldt til at møde paa det gamle Landkadetakademi (i den nuværende Rigsdagsbygning). Jeg var dengang 24 Aar og havde nylig taget Afgangsexamen som Polytekniker med Mekanik til Hovedfag.

Vi var ialt 75 Aspiranter og kom til at ligge paa 2 Sovesale i Mansardetagen. Der var meget koldt, Lagnerne fugtige, Hovedpuden haard som en Sten.

Kl. 6 Morgen blev vi purrede ud og gik ned paa Stuerne; vi var 15 paa min Stue. Vi fik udleveret Uniformer og gamle Geværer, Model 1822, med fornødent Lædertøj. Da vi havde faaet Morgenthe hos Marketenderen (vi maatte selv betale Forplejningen), begyndte vi strax inde paa Gymnastiksalen med Geværgreb. Det blev drevet med stor Kraft, saa man blev øm i Hænderne. Jeg skruede alt løst paa mit Gevær, saa det raslede, naar man rørte ved det. Appel skulde der være.

Ogsaa Gymnastiken blev drevet med Kraft, baade ved Træhest, Klatremaskine osv. Her var der stor Ulighed; flere havde aldrig prøvet det før, men for mig, som privat havde gennemgaaet et Kursus paa Gymnastisk Institut, var det temmelig nemt.

Der blev exerceret tilfods i Gaarden, i smaa Tropper paa c. 15 Mand, hver under Kommando af en Underofficer. En Løjtnant Munch læste Felttjeneste for os; det var enormt kedeligt. Og der var iblandt os flere Holstenere, som ikke kunde dansk; de forstod ikke et Muk.

Chefen var en Kaptajn, saaret fra Treaarskrigen, meget højttalende. Vi kaldte ham Storrøfleren. Han holdt god Orden og forlangte en Del Arbejde af os. Under ham stod, foruden Løjtnant Munch, Premierløjtnant Møller, Sekondløjtnant Pingel og en Sekondløjtnant Christensen. Den sidste var den dygtigste praktiske Officer.

Vi havde c. 8 Timers Øvelse daglig. I Fritimerne havde vi Lov til at gaa ud i Byen og kunde faa Nattegn til Kl. 12. Kom man senere, maatte man se at klare sig med den vagthavende Underofficer -- hvilket ikke var vanskeligt.

Jeg var dengang en renommeret Dansehest og var de 3 første Aftener inviteret paa Bal. En Nat, da den vagthavende Underofficer sov, skrev jeg selv mit Navn: Hjemkommen Kl. 12. Den var en Del mere.

Om Chefen saa igennem Fingre med saadant, veed jeg ikke. Han fortalte ialtfald sit andet Hold Aspiranter, at første Hold kunde buldre hele Natten og dog gøre deres Pligt. »Det er Karle,« tilføjede han, »men I dingler i Geleddet, saa snart I har været ude lidt over Sengetid.«

Det var en mærkelig Samling unge Mennesker jeg her befandt mig imellem. Fløjmanden var over 6 Fod, den mindste vel 5; nogle var 24-25 Aar, andre kun 17. Men det var vist et af de bedste Hold Reserveofficerer.

II.

Jeg søgte om at komme over til Artilleriet, og det lykkedes, da jeg var cand. polyt. Chefen ærgrede sig over det, og udtalte ved en Præsentation for Krigsministeren, Oberst Thestrup, sin Beklagelse over at skulle miste sine Elever, naar de var begyndt at komme efter Tjenesten.

Jeg forstod nok hans Misfornøjelse; jeg var som sagt polyteknisk Kandidat, 24 Aar gammel og baade legemlig og aandelig udviklet, medens mange af de andre var meget unge og uudviklede Mennesker uden synderlige Kundskaber. Der var flere andre, der søgte at komme til Artilleriet, men jeg var den eneste som slap derover.

Ved Artilleriet maatte vi selv skaffe os Logis. Jeg kom til at bo i Strandgade, paa Gamle Artillerikaserne hos Major Wegener, hvor jeg havde det godt. Det var jo langt behageligere at bo for sig selv.

Vi var 30 Aspiranter ved Artilleriet, hvoraf 8 polytekniske Kandidater. Kanonexercits havde vi paa det gamle Laboratorium, mest med svært Skyts, men ogsaa med Feltskyts -- der dog betjentes paa samme Maade; vi uddannedes kun til Fæstningskonstabler.

Vi gjorde en Del Gymnastik, havde megen Fodexercits og lavede Ammunition paa Laboratoriet baade til Haandvaaben og til Kanoner, dog kun til glatløbede og Espingoler. Vi lavede ogsaa Raketter, særlig Faldskærms.

Saasnart Vejret tillod det, kom vi ud paa Amagerfælled til Fodexercits, Kanonbetjening og Skydning. Vi havde ogsaa en Del Theori, Instruktion for Menige, Beregning af Skydetabeller samt Tegning af Kanoner. Flere kunde vanskeligt følge med, idet de ikke havde lært Plantrigonometri.

Vi skulde have lært at tegne Kort i Marken (»Croquis«), men fik kun 1 Time i Kortsignaturer, der blev vist os paa et lille Blad -- hvorefter vi alle til Examen blev hørt i det. Vi kunde ikke meget, naturligvis.

Man havde sagt os, at vi kun skulde have Karakterer i praktisk Tjeneste, ikke i Theori. Og saa fik vi til Examen kun Karakterer i Theori, slet ikke i praktisk Tjeneste. Den Slags Bagvendthed var der ikke saa lidt af.

Først paa Aaret trak det stærkt op til Krig; der kom Ordre til at afslutte vor Uddannelse paa det halve af den planmæssige Tid, som var 1 Aar. Da Faren for dengang drev over, var vi altsaa uddannede og kunde nu begynde forfra. De af os, der ønskede det, fik da Lov at lære Ridning og Exercits med Feltskyts. Blandt dem var jeg. Den Kundskab vi fik i at betjene Feltkanoner var dog ikke meget værd, da vi øvede uden Bespænding.

De sidste 3 Maaneder gjorde vi Tjeneste som Officerer, og blev derefter hjemsendt i Marts 1862.

Gennemgaaende var vor Uddannelse temmelig mangelfuld. Vi var f. Ex. dygtigere, da vi kom fra Rekrutskolen, end da vi forlod Uddannelsesskolen. Infanteriets Reserveofficerer fik mulig en bedre Uddannelse end vi; de beholdt de samme Lærere hele Tiden, medens vi ved Artilleriet kom til forskellige Skoler og Øvelser, stadig med andre Lærere.

III.

Den 1ste November 1863, da de politiske Forhold paany blev truende, blev vi atter indkaldt; jeg laa i København en Maanedstid til Tjeneste ved 3die Batteri, Kaptajn Klein, hvor jeg havde Læsning med Folkene og var Inspektionshavende ved flere Afdelinger paa Gl. Artillerikaserne i Strandgade.

Til at begynde med syntes jeg ikke om Kaptajnen og beklagede mig til en Artilleriofficer, som tidligere havde staaet under ham. Her fik jeg den Trøst, at Kaptajn Klein skulde have Tid til at vænne sig til et nyt Ansigt. Mit blev han aabenbart efterhaanden vant til, for da jeg meldte mig til Afgang sagde han: »Jeg havde ønsket at beholde Dem ved Batteriet.« Da jeg var uddannet til Fæstningsartillerist, vovede jeg imidlertid ikke at gaa i Krig som Officer ved et Feltbatteri.

Sidst i November (eller først i December) blev jeg sammen med Løjtnanterne Petersen og Schønheyder -- begge ligesom jeg polytekniske Kandidater fra 61 -- samt Løjtnant Anker af Bornholms Milits, hvortil senere kom en Borgerofficer, Andersen, sendt over Kiel-Neumünster til Sønderborg for under Kaptajn Bartholins Kommando at danne 4de Fæstningskompagni med Mandskab af alle Feltbatteriers ældre Aargange.

IV.

Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet. Forsvaret var slet forberedt.

Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden af »en stærk, tildels permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg »tre stærke permanente Forter« foruden enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.

Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission, bestaaende bl. a. af Generalerne de Meza, Fibiger, Schlegel og Baggesen. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betænkning krævedes til Als med Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s. Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af Værkerne om Sønderborg mod Alssiden.

Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede Forslag gjorde den daværende Krigsminister, Oberst Lundbye, intet Forsøg paa at faa gennemført.

Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der paalagde det at udarbejde nye Planer over det absolut nødvendige under stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav Kommissionsforslaget, som ved »den blotte Talstørrelse« -- ialt krævedes 32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets Sø- og Landbefæstning -- »vil virke saa afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den pengebevilgende Forsamling bliver mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.

Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000 Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.

Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning; Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Først Lundbyes Efterfølger som Krigsminister, Oberst Thestrup, gennemførte under den umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybbølstillingens Befæstning -- til et Beløb af 199,600 Rigsdaler, altsaa godt 1/20 af det, som den sagkyndige Kommission havde krævet, og godt 1/7 af det, Ingeniørkorpset havde krævet som absolut nødvendigt.

Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest kun en Feltbefæstning, beregnet paa at støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var hastigt opkastede Jordværker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags glatløbede Skyts, vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.

Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del væbnet med det nye riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet almindelig anerkendt, og det blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke været uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk Officer i 1858 overværet de bekendte Jülicherforsøg, som viste Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i Fæstningsværker.

Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indføre det nye Skyts. Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin fremfor det glatløbede, som de var indlevede med og havde Forkærlighed for. Vi stod med Hensyn til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage for nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gøre med, det var Prøjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af deres Kanoner glatløbede. Men de havde paa deres Fæstninger en anselig Mængde tildels svært Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev efterhaanden det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da først det var bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Fløj, som ikke var tilstrækkelig dækkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over Vandet vilde have været beskyttede mod Angreb af det glatløbede Skyts.