Det hvide Hus

-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine Sehnsucht--ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir vorüberziehen in den Frühling hinaus....

-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen geben kannst?

-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt--für mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu empfangen, ohne froh zu sein--

Georg Hirchfeld.

Long, long ago-- long ago.

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes.

Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange vil slynge sig gennem Mindernes Kor.

Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det bitre Opgør med det tunge Liv.

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.

Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovre ved Staldene med sin Lygte.

Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovederne bag et Gardin.

Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en Harpe:

Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.

Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst, var falden i Søvn paa sin Skammel.

-Mo'er, syng mer.

Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler og svandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.

-Mo'er, syng mer.

En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.

Hr. Peder kasted Runer over Spange, som Helleliden over skulde gange. Saa løfted han sit Anker, saa fik han bliden Bør og sejlede fra Danmark og fra de danske Mø'r. Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen, høres det store Ur.

Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.

Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt om Lyset i Messingstagen paa Køkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen synger".

Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han læner sig til Stolpen ved Vandspanden.

-Børn.

-Ja Mo'er.

-Syng med.

Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og synger igen:

Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.

Lidt bange for Mørket kommer fra Krogerne Børnenes Stemmer gennem Mulmet, førte af Moderens:

Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!

Ude i Køkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brændende Lys.

Mandfolke-Marie tørrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand:

-Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal dø.

Alting er tyst. Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte:

-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar.

Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen--men mere svagt--de harpelignende Taster:

Tell me the tales. that to me were so dear, long long ago long long ago--

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage--ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.

Barndomsdage, da Moder levede.