Judith Fürste: En Fortælling

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er angivet med understreg, mens kursiv tekst er angivet med =lighedstegn=.

JUDITH FÜRSTE.

EN FORTÆLLING AF ADDA RAVNKILDE.

MED ET FORORD AF G. BRANDES.

ANDET OPLAG.

KJØBENHAVN. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). GRÆBES BOGTRYKKERI. 1884.

FORORD.

En Dag i Begyndelsen af Oktober 1883 laa paa mit Bord en af de Manuskriptpakker, som en Kritiker stadig faar sendt eller bragt ind i Huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blaaligt Visitkort, hvorpaa Navnet =Adda Ravnkilde= var skrevet med snørklede Forbogstaver.

Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser, saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom Taarer frem i hendes Øjne.

I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed. En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere, aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet værd at leve?

Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det, snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted, hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente Mennesker.»

Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript, ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun havde rimeligvis da allerede tabt det.

Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.

Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke. Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det Godes og Nyttiges Side.

Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik fortjente Medlidenhed.

Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.

Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent bliver sig sit Væsen bevidst.

Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige, ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.

At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde. Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det ringeste Spor af sit Liv.

Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig, spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.

Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.»

Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan blive.

Georg Brandes.

«Man maa lære at føje sig i de Forhold, man er sat i, Du maa lære det, Judith, om det saa kun var for Din egen Skyld. Hvis Du bliver ved paa denne Maade, gjør Du baade Dig selv og os andre ulykkelige.»

«Men jeg kan ikke,» svarede Judith med dæmpet Stemme; «det blev ikke sunget for min Vugge, at jeg skulde bøje mig under fremmed Herredømme, jeg har Faders Blod i mine Aarer, og jeg kan det ikke.»

Sagfører Hinding sendte sin Steddatter et stikkende Blik, men hans Stemme var rolig og mild, hans Tale langsom og overbevisende, som om han plæderede en Sag for Retten.

«Bestandig denne Trods! Og hvad har Du saa for Din Stolthed? Du har ikke kunnet beholde en eneste af alle de Pladser, vi har skaffet Dig, og Du gjør os Livet surt her i Hjemmet.»

«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig beholde efter min Fader, den har en enlig stillet Kvinde god Brug for. -- Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»

Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»

«Ja, Moder holder vistnok af mig -- paa sin Maade -- og vilde gjerne gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun ægtede Dem, mistede jeg hende.»

«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»

«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. -- Holdt jeg af Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller andet, saa at jeg kan sørge for mig selv -- jeg forlanger det jo ikke mere som en Ret, jeg beder kun derom.»

«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»