Germanernes Lærling

-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem, der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ... ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets -- Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm ... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende »Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, -- men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè. Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok, at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han talte med en hurtig, underdanig Stemme.

-- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --

-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok passe godt paa ...

-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --

-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ... kan Greven huske? Kammerjunker Holck --

-- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til Sobelskindet med en lille doven Brægen.

-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ... Holder Greven foran?

-- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.

-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det jeg maa bekæmpe hos mig selv.

-- Saa--aa ... aa ja.

-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.

-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

-- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden sin udelte Sympathi med denne Sport. --

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel, sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen Kats Mjaven.

-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he! det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det -- De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste Menneske --

-- Jeg? ... Er jeg det -- det var som --

-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ... det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ... Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det --, pludrede en ny Stemme ud.

-- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om Strikken --

-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

-- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak, De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger, De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ... Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.

-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer. Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum, thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed, som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed, døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var trukket paa Snur ned i Panden.

-- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende ... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen ... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men især den grønne --